Når nu Julen og Nytåret er vel overstået, så er det i januar at de gode nytårsforsætter for 2010 skal føres ud i livet. Derfor er det jo glædeligt når man kan læse følgende på fitness.dk's udmærkede hjemmeside:
DRIK VAND OG TAB DIG Det er let tilgængeligt, koster kun lidt og kan være hemmeligheden bag et effektivt vægttab: Vand - masser af vand.
"Vand siger du? Hvordan kan vand få mig til at tabe mig?" Det er et godt spørgsmål. Videnskaben er ikke helt klar i spyttet, men vi har set det tilstrækkelig mange gange til, at vi står inde for det: Drikker du nok vand, taber du dig hurtigere. Og nok er 6 - 8 glas om dagen.
En del af det skyldes, at ligesom med fedt, lagrer kroppen vand. Men modsat fedt, så lagrer kroppen vandet, hvis den får for lidt. Begynder du at indtage tilstrækkeligt med væske, vil den ophobede væske blive frigivet - og resultatet er færre kilo og færre centimeter. Desuden er der mange der føler sig sultne, selv om det i virkeligheden er væske, de mangler, og derfor spiser de mere, end de har behov for.
Så rådet lyder: Drik vand til - uanset om du skal tabe dig eller bare vil holde formen, have spændstig og fast hud og mere energi i hverdagen.
Og herfra skal det lyde, at det IKKE kun er for at tabe sig at det er en god idé at drikke vand.........velvære, udseende, sundhed, fordøjelse er andre gode grunde...